I Hvidovre Kommune stopper alle kommende skolebørn i børnehaven den sidste hverdag i april.
I vores børnehaver afholder vi en stor afslutningsfest for de børn, der stopper, og deres familier. Det er en festlig, men også lidt vemodig dag, da vi siger farvel til børn og deres familier, som vi har lært at kende igennem en hel del år. En æra er slut, og børnene skal snart starte i skole.
Igennem et helt institutionsliv forbereder børnene sig til at komme i skole. De lærer sociale kompetencer som selv at løse konflikter, være en god ven, vise hensyn og passe på hinanden.
Vi leger med bogstavers lyde og udseende og lærer at tælle og genkende tallene. Ca. et halv år inden skolestart arbejder vi med børnene i "før-skole-grupper". Vi arbejder med dem i et "Leg til læringsmiljø", hvor børnene blandt andet får deres eget penalhus og en opgavebog, og hvor de arbejder med tal og bogstaver.
Det er vigtigt at pointere, at alt dette sker i hyggelige rammer, hvor "leg til læring" er i fokus. Børnene skal ikke føle, at de er kommet i en miniskole, men de må gerne blive motiveret og "smage" lidt på, hvad der venter dem efter sommerferien.
Langt de fleste børn er klar til at komme i skole i det år, de fylder seks. Som forælder bliver du tilbudt en forældresamtale 6-9 måneder inden skolestart, hvor personale og forældre i samarbejde drøfter barnets trivsel og udvikling, og om der er noget vi evt. skal være opmærksomme på i forhold til at gøre barnet skoleklar.