Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

 

Præsentation

Børnehuset Cassiopeia er en 0-6 års institution, beliggende i syd tæt på Hvidovre havn, engen og dejlige grønne områder

Huset vi bor i

Vi er et stort børnehus fordelt på tre huse med fire stuer i hvert hus.

Stjernen er vores vuggestuehus med børn fra 0 til 3 år. Solen og Planeten har hver en vuggestue, en flexgruppe og to børnehaver.

I alt sniger vi os op på ca. 200 børn, men det føles ikke af så mange, da vi er fordelt på tre huse. Vi er samtidig gode til at arbejde i små børnegrupper, hvilket giver ro og overskuelighed for børnene.

En af de mange ting, vi er stolte af, er at vi har vores helt egen bus. Vi har uddannet nogle af vores personaler til buschauffører. De kører dagligt på ture med børnene med vores ”Naturpatruljer”. Nogle gange ender vi helt nede ved Møns klint, andre gange på Amager på deres store lækre naturcenter. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvor vi tager hen. Når vi har de små børn med på tur, pakker vi soveposerne og tager eventuelt vores tipi-telt med, så børnene kan få deres lur i naturen.

Tilbud og aktiviteter

At have tre huse betyder også en masse variation i tilbud og aktiviteter til børnene. Vi har fx et træværksted, hvor vores pædagog dagligt har gang i en lille gruppe børn, der lærer at håndtere fx en sav eller et stemmejern. Vi har et børnekøkken, hvor børnene kan være med til at tilberede maden i huset.

Vi benytter også dagligt vores mange ladcykler, laver mindfulness med vores børn og har førskole-grupper med dem, der snart skal gå i skole. Vi har også et stort udendørs bål-multihus, hvor vi ofte laver mad over bål og meget meget mere.

Hverdagen

I børnehuset Cassiopeia, arbejder vi med aktivitetsplaner / strukturplaner. Hver 3. måned udarbejder det pædagogiske personale en plan for deres arbejde de næste 3 måneder. Vi følger de 6 læreplanstemaer, og planlægger aktiviteter ud fra årstiden.

Årsagen til at vi arbejder med strukturplaner, er bl.a. for at sikre at give vores børn de bedste muligheder når de er i daginstitution. Det pædagogiske personale planlægger aktiviteter ud fra børnegrupperne, -børnenes alder, -deres interesser, -hvilke mål vi gerne vil opnå med børnegruppen, -ud fra lovgivningen i form af læreplanerne osv.

Vi deler børnene op i mindre grupper. Fx kan en medarbejder arbejde i et sprogforløb med 5 – 10 børn af gangen. Dette for at give plads og ro til fordybelse når vi arbejder med de forskellige børnegrupper, og også for at sikre inklusion, at alle børn er en del af fællesskabet lige meget hvilken aktivitet der er i gang.

Selvfølgelig har vi også aktiviteter hvor alle børn på en stue er i gang på samme tid. Det kan fx være på tur eller på legepladsen. Vi vægter begge dele, og planlægger vores arbejde differentieret ud fra børnegruppens behov.  Hør mere om vores strukturplaner når du besøger os.